Vent og se...

Uhaa hvor er det hele skræmmende og overvældende. Ja jeg kom ind på drømme studiet, men alligevel har tvivlen rejst sig. Er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det jeg vil være bedst til?

Okay en ting er selve studiet, noget helt andet og måske mere skræmmende er de andre studerende. 2 dage til det endelige møde, det jeg har ventet på siden jeg blev færdig med gymnasiet. For selvom studiet forhåbentlig viser sig at være alt det jeg drømmer om, så kræver det også et ordentligt studie miljø. Nej der er sikker ikke noget at være nervøs for, vi har jo alle valgt samme retning så noget må vi da have til fælles og jeg har da endnu ikke været et sted jeg ikke kunne falde til. Men de første dage er bare aldrig helt nemme, hvad skal man snakke med alle disse fremmede om, forhåbentlig fremtidige venner, men man kan ikke komme ud af at på fredag når vi starter er vi 100 fremmede mennesker. Jeg er spændt, og jeg glæder mig, og på den anden side vil jeg bare have det overstået, komme over den indledende fase hvor man skal høre alles livs historier så mange gange at der ikke er nogen chance for at de hænger fast. Det hele må gå sin gang og som mine venner som startede sidste år siger, så er der ingen der kan huske ret meget fra de første dage, måske dem man snakkede med under rus turen, men det er sjældent dem man ender med at snakke mest med, når først man har fundet sig til rette.
Puha så mange bekymringer og formentlig til ingen verdens grund. Men det hjælper at få det ned på papir. Måske bare for at kunne overskue uoverskuelighederne. Måske bare for at kunne se tilbage om et halvt år og grine af hende den uvidende ”russer”.
Men det er virkelig bare så mange ting på en gang…faktisk hele tre ting på en gang - det går jo slet ikke.

1) Uddannelsen (valg af studie-retning)
2) De andre studerede
3) Lejlighed/værelse, forsikring, indkøb – alt det nye ved at flytte hjemmefra…

Ja et er uddannelsen, men vi skal også inden for den første uge vælge en af de 10 studieretninger vi helst vil følge. Måske er det mig der ikke har undersøgt det grundigt nok, men jeg føler virkelig at jeg står på bar grund. Jeg har simpelthen ingen anelse om hvilken jeg skal vælge og hvad de enkelte linjer egentlig er. Der er vist ikke andet at gøre end at kigge lidt mere på netter og ellers vente og se.

De andre studerende, ja der har jeg af naturlige grunde heller ikke rigtig nogen anelse hvem de er. Der er ikke rigtig noget at finde på nettet, intet for nye studerende og intet som jeg har adgang til for alm. studerende. Der er vist heller ikke så meget at gøre ind at vente og se.

Lejlighed og værelse, kommer lidt an på hvem der flytter fra lejlighederne, eller om Lina får den lejlighed som vi muligvis kan dele. Jeg har skrevet ansøgningerne, sendt dem og surfet nettet tyndt for muligheder men ved intet i skrivende stund. Ikke rigtig andet at gøre ind at vente og se.

Konklusion, der er trods alverdens frustration intet andet at gøre, end at vente og se….

Et split sekund..

Hvor er det vildt så hurtigt livet kan ændre sig. Et eller andet sted har jeg aldrig rigtig været bange for at der kunne ske mig noget rigtig slemt. Jo jeg har haft skader, været involveret i trafik uheld har sågar befundet mig et par blokke fra en detonerende bilbombe. Men jeg har alligevel aldrig rigtig følt mig i livsfare. Ind til for 14 dage siden. Jeg lå skam bare i min seng, var på ferie i Kroatien, det havde været varmt og vi havde nydt det meste af dagen ved stranden. Da jeg kommer tilbage ligger jeg mig for at slappe af mens jeg venter på at badet bliver ledigt. Et par stykker har ringet til mig, men orker ikke rigtig at ringe dem op. ”De kan ringe tilbage hvis det er vigtig” tænker jeg ” og i øvrigt koster det vist 10kr i min, det er sikkert bare nogen der har glemt jeg er på ferie”. Lige som jeg er ved at falde i søvn ringer min telefon igen, jeg overvejer faktisk ikke at tage den. Men jeg tager den og det er en fra min højskole, jeg prøver at forklare hende at jeg er i udlandet og at jeg nok skal ringe til hende når jeg kommer hjem, men hun afbryder mig. ” xxx er omkommet i en ulykke på sin ferie” fortæller hun…” jamen er han okay..hvad betyder omkommet egentlig..han kan da ikke…” Jeg kan ikke forstå det..min hjerne vil ikke fungere..” han faldt ned af nogle klipper, nej han er ikke okay…” fortsætter hun…jeg kan ikke huske mere af den samtale.
De fem min. den samtale varede har ændret synet på mit eget liv. Jeg har før haft en veninde der omkom i et trafikuheld. Men det er somom at man kender risikoen ved at sætte sig ind i en bil…men at falde ned af klipper..på sin ferie..Vi har alle gjort dumme ting, cyklet ad motorvejen hjem fra byen, hoppet på hovedet i en sø uden at kende dybden, kørt uden hjelm på knallerten i udlandet og kravlet på klipper, det meste bare fordi det er sjovt, men jeg havde ikke lyste det det resten af ferien, for første gang har jeg følte angsten ved højder, ikke turde gå til kanten for at tage det perfekte billede, men mest af alt for første gang har jeg ikke følt mig sikker. Det er som om det er gået op for mig at det virkelig kan ske.
At et split sekund hvor han ikke har været opmærksom, eller bare er snublet har kostet ham hans liv..min ven xxx..og så på sin ferie. Det er stadig ikke helt gået op for mig, begravelsen hjalp, han er væk, men alligevel det er virkelig som om det stadig ikke er sandt. Det er formentlig derfor jeg skriver denne beretning; mest for min egen skyld, for at komme over det… måske bare for at forstå det. For jeg kan ikke fortælle andre at man skal tage livet alvorligt, for jeg mener også at man skal leve det i fulde drag, måske forsvinder min nyfundne forsigtighed igen når det hele kommer på afstand. Men det har fået mig til at åbne øjnene sætte pris på det man har og ikke vente til i morgen med at gøre det man gerne vil.