Et split sekund..

Hvor er det vildt så hurtigt livet kan ændre sig. Et eller andet sted har jeg aldrig rigtig været bange for at der kunne ske mig noget rigtig slemt. Jo jeg har haft skader, været involveret i trafik uheld har sågar befundet mig et par blokke fra en detonerende bilbombe. Men jeg har alligevel aldrig rigtig følt mig i livsfare. Ind til for 14 dage siden. Jeg lå skam bare i min seng, var på ferie i Kroatien, det havde været varmt og vi havde nydt det meste af dagen ved stranden. Da jeg kommer tilbage ligger jeg mig for at slappe af mens jeg venter på at badet bliver ledigt. Et par stykker har ringet til mig, men orker ikke rigtig at ringe dem op. ”De kan ringe tilbage hvis det er vigtig” tænker jeg ” og i øvrigt koster det vist 10kr i min, det er sikkert bare nogen der har glemt jeg er på ferie”. Lige som jeg er ved at falde i søvn ringer min telefon igen, jeg overvejer faktisk ikke at tage den. Men jeg tager den og det er en fra min højskole, jeg prøver at forklare hende at jeg er i udlandet og at jeg nok skal ringe til hende når jeg kommer hjem, men hun afbryder mig. ” xxx er omkommet i en ulykke på sin ferie” fortæller hun…” jamen er han okay..hvad betyder omkommet egentlig..han kan da ikke…” Jeg kan ikke forstå det..min hjerne vil ikke fungere..” han faldt ned af nogle klipper, nej han er ikke okay…” fortsætter hun…jeg kan ikke huske mere af den samtale.
De fem min. den samtale varede har ændret synet på mit eget liv. Jeg har før haft en veninde der omkom i et trafikuheld. Men det er somom at man kender risikoen ved at sætte sig ind i en bil…men at falde ned af klipper..på sin ferie..Vi har alle gjort dumme ting, cyklet ad motorvejen hjem fra byen, hoppet på hovedet i en sø uden at kende dybden, kørt uden hjelm på knallerten i udlandet og kravlet på klipper, det meste bare fordi det er sjovt, men jeg havde ikke lyste det det resten af ferien, for første gang har jeg følte angsten ved højder, ikke turde gå til kanten for at tage det perfekte billede, men mest af alt for første gang har jeg ikke følt mig sikker. Det er som om det er gået op for mig at det virkelig kan ske.
At et split sekund hvor han ikke har været opmærksom, eller bare er snublet har kostet ham hans liv..min ven xxx..og så på sin ferie. Det er stadig ikke helt gået op for mig, begravelsen hjalp, han er væk, men alligevel det er virkelig som om det stadig ikke er sandt. Det er formentlig derfor jeg skriver denne beretning; mest for min egen skyld, for at komme over det… måske bare for at forstå det. For jeg kan ikke fortælle andre at man skal tage livet alvorligt, for jeg mener også at man skal leve det i fulde drag, måske forsvinder min nyfundne forsigtighed igen når det hele kommer på afstand. Men det har fået mig til at åbne øjnene sætte pris på det man har og ikke vente til i morgen med at gøre det man gerne vil.