Vent og se...

Uhaa hvor er det hele skræmmende og overvældende. Ja jeg kom ind på drømme studiet, men alligevel har tvivlen rejst sig. Er det virkelig det jeg vil? Er det virkelig det jeg vil være bedst til?

Okay en ting er selve studiet, noget helt andet og måske mere skræmmende er de andre studerende. 2 dage til det endelige møde, det jeg har ventet på siden jeg blev færdig med gymnasiet. For selvom studiet forhåbentlig viser sig at være alt det jeg drømmer om, så kræver det også et ordentligt studie miljø. Nej der er sikker ikke noget at være nervøs for, vi har jo alle valgt samme retning så noget må vi da have til fælles og jeg har da endnu ikke været et sted jeg ikke kunne falde til. Men de første dage er bare aldrig helt nemme, hvad skal man snakke med alle disse fremmede om, forhåbentlig fremtidige venner, men man kan ikke komme ud af at på fredag når vi starter er vi 100 fremmede mennesker. Jeg er spændt, og jeg glæder mig, og på den anden side vil jeg bare have det overstået, komme over den indledende fase hvor man skal høre alles livs historier så mange gange at der ikke er nogen chance for at de hænger fast. Det hele må gå sin gang og som mine venner som startede sidste år siger, så er der ingen der kan huske ret meget fra de første dage, måske dem man snakkede med under rus turen, men det er sjældent dem man ender med at snakke mest med, når først man har fundet sig til rette.
Puha så mange bekymringer og formentlig til ingen verdens grund. Men det hjælper at få det ned på papir. Måske bare for at kunne overskue uoverskuelighederne. Måske bare for at kunne se tilbage om et halvt år og grine af hende den uvidende ”russer”.
Men det er virkelig bare så mange ting på en gang…faktisk hele tre ting på en gang - det går jo slet ikke.

1) Uddannelsen (valg af studie-retning)
2) De andre studerede
3) Lejlighed/værelse, forsikring, indkøb – alt det nye ved at flytte hjemmefra…

Ja et er uddannelsen, men vi skal også inden for den første uge vælge en af de 10 studieretninger vi helst vil følge. Måske er det mig der ikke har undersøgt det grundigt nok, men jeg føler virkelig at jeg står på bar grund. Jeg har simpelthen ingen anelse om hvilken jeg skal vælge og hvad de enkelte linjer egentlig er. Der er vist ikke andet at gøre end at kigge lidt mere på netter og ellers vente og se.

De andre studerende, ja der har jeg af naturlige grunde heller ikke rigtig nogen anelse hvem de er. Der er ikke rigtig noget at finde på nettet, intet for nye studerende og intet som jeg har adgang til for alm. studerende. Der er vist heller ikke så meget at gøre ind at vente og se.

Lejlighed og værelse, kommer lidt an på hvem der flytter fra lejlighederne, eller om Lina får den lejlighed som vi muligvis kan dele. Jeg har skrevet ansøgningerne, sendt dem og surfet nettet tyndt for muligheder men ved intet i skrivende stund. Ikke rigtig andet at gøre ind at vente og se.

Konklusion, der er trods alverdens frustration intet andet at gøre, end at vente og se….

Et split sekund..

Hvor er det vildt så hurtigt livet kan ændre sig. Et eller andet sted har jeg aldrig rigtig været bange for at der kunne ske mig noget rigtig slemt. Jo jeg har haft skader, været involveret i trafik uheld har sågar befundet mig et par blokke fra en detonerende bilbombe. Men jeg har alligevel aldrig rigtig følt mig i livsfare. Ind til for 14 dage siden. Jeg lå skam bare i min seng, var på ferie i Kroatien, det havde været varmt og vi havde nydt det meste af dagen ved stranden. Da jeg kommer tilbage ligger jeg mig for at slappe af mens jeg venter på at badet bliver ledigt. Et par stykker har ringet til mig, men orker ikke rigtig at ringe dem op. ”De kan ringe tilbage hvis det er vigtig” tænker jeg ” og i øvrigt koster det vist 10kr i min, det er sikkert bare nogen der har glemt jeg er på ferie”. Lige som jeg er ved at falde i søvn ringer min telefon igen, jeg overvejer faktisk ikke at tage den. Men jeg tager den og det er en fra min højskole, jeg prøver at forklare hende at jeg er i udlandet og at jeg nok skal ringe til hende når jeg kommer hjem, men hun afbryder mig. ” xxx er omkommet i en ulykke på sin ferie” fortæller hun…” jamen er han okay..hvad betyder omkommet egentlig..han kan da ikke…” Jeg kan ikke forstå det..min hjerne vil ikke fungere..” han faldt ned af nogle klipper, nej han er ikke okay…” fortsætter hun…jeg kan ikke huske mere af den samtale.
De fem min. den samtale varede har ændret synet på mit eget liv. Jeg har før haft en veninde der omkom i et trafikuheld. Men det er somom at man kender risikoen ved at sætte sig ind i en bil…men at falde ned af klipper..på sin ferie..Vi har alle gjort dumme ting, cyklet ad motorvejen hjem fra byen, hoppet på hovedet i en sø uden at kende dybden, kørt uden hjelm på knallerten i udlandet og kravlet på klipper, det meste bare fordi det er sjovt, men jeg havde ikke lyste det det resten af ferien, for første gang har jeg følte angsten ved højder, ikke turde gå til kanten for at tage det perfekte billede, men mest af alt for første gang har jeg ikke følt mig sikker. Det er som om det er gået op for mig at det virkelig kan ske.
At et split sekund hvor han ikke har været opmærksom, eller bare er snublet har kostet ham hans liv..min ven xxx..og så på sin ferie. Det er stadig ikke helt gået op for mig, begravelsen hjalp, han er væk, men alligevel det er virkelig som om det stadig ikke er sandt. Det er formentlig derfor jeg skriver denne beretning; mest for min egen skyld, for at komme over det… måske bare for at forstå det. For jeg kan ikke fortælle andre at man skal tage livet alvorligt, for jeg mener også at man skal leve det i fulde drag, måske forsvinder min nyfundne forsigtighed igen når det hele kommer på afstand. Men det har fået mig til at åbne øjnene sætte pris på det man har og ikke vente til i morgen med at gøre det man gerne vil.

Hey..hvad sker der lige med den nye karaterskala???

Jeg må sige jeg har været lidt selvcenteret omkring min adgangs karakter. Og måske kommer det heller ikke til at påvirke mig, men det kommer fandme til at påvirke dem der søger ind næste år. Hvad sker der for regeringen og deres ny måde karaktererne skal gives ud fra??? Når jeg læser forskellige debatter om folks gennemsnit efter karakterreformen så har mellem 40-60% et gennemsnit på 9 eller derover vel og mærke efter 7 trins skalaen. Dvs. et gennemsnit på 9,4 efter det traditionelle gennemsnit. Er der gået noget galt i den ny omregnings tabel eller er ungdommen bare blevet dobbelt så gode i skolen. Nej de er da ej. Det er de samme lærer, de samme bøger og grundlæggende de samme fag. Hvad er det så at alle lige pludselig får et sindssygt højt gennemsnit. Jeg tror jeg kender nogle af forklaringerne. For det første er der sikkert en del forvirring omkring de nye karakterer. Det er vel fair nok for en overgangs periode, men det burde da ikke give så stor forskel. En anden forklaring er måske at en af de nye retningslinier for at give karakterer er at min 1-2 elever skal have 12 i et fag. Det vil altså sige at hvis man sidder i en klasse med en masse dovne idioter så skal man have 12 fordi man er den bedste af dem?? Hvad så med nabo klassen hvor stræberne sidder og kæmper om ordet, der er 2 der får 12 og så får resten 10 eller noget andet fordi de ikke er helt så gode som de bedste i klassen selvom de muligvis var meget bedre end hende inde i klassen ved siden af der bare får 12 fordi hun tilfældigvis er den eneste i klassen der laver sine ting. Men er det rimeligt at man skal bedømmes efter de andre elever i klassen. Hedder det sig ikke at man skal bedømmes efter havde man kan, hvad læren skønner at man vil få ved en mulig eksamen??
Okay det er fedt at eleverne får bedre gennemsnit og de kan bruges i udlandet, men hvad med alle os der fik karakterer efter 13-skalaen. Vi er bare på røven, vi bliver ofret til fordel for det nye system. ( tjaa..det ligner vist noget vi kender fra andre indgreb regeringen har stået for, lad dem der har privilegierne få flere og dem der ikke har få færre. Forstået på den måde at dem der ligger over gennemsnittet bliver trukket højre op, men dem der ligger under gennemsnittet bliver trukket længere ned, eftersom 8 og 9 er blevet trukket sammen og springet ned til syv er kæmpe stort i form af karakteren 4. Det vil sige at skellet mellem høje og lave karakterer bliver større og andelen af dem der får en gennemsnits karakter bliver meget lille.)
Ja ja jeg kan blive ved med at brokke mig. Men hvor længe skal vi blive ved med at finde os i den regering. Nævn 3 gode ting regeringen har gjort for Danmark i de snart 2 perioder den har siddet der!

Måske kan vi bare ikke ændre naturens gang, er det kapitalisme som er på vej ind i historiens største krise. Den globale opvarmning truer, og stadig har kun få politiker fået øjene op for at der sakl gøres noget. Det betyder ikke at de er´begyndt at ændre noget. Vi støtter stadig USA, fordi danmark er økonomisk afhængige af dem. Men hvorfor sætter vi ikke nogen krav?
Nej vi redder igen vores egen røv, vi støtter USA for så kan Dk's økonomi opretholdes. Hvad er der blevet af de visioner der kæmpede for at forbedre fremtiden og ikke nuet? Det hele handler om nuet, derfor er der ingen der tager fremtiden alvorligt, vi har så travlt med at opretholde vores høje leve standart at vi ikke ser konsekvenserne. Konsekvensen af at vi alle ikke kan overskue at slukke fjernsynet, at vi ikke tager cyklen til netto, at vi ønsker skattelettelser fremfor at tænke på ældre byrden som så småt kommer snigende.

Vi elsker vores familie, vores venner og folk forguder deres børn. Hvorfor er det vi ikke prøver at sikre at fremtidens børn kan leve i den verden vi selv er vokset op i? Er konvsekvenserne for uoverskuelige? Er det for svært at forstille sig? Eller vil vi måske bare miste modet hvis vi lader os overbevise af eksperterne?

Der er ingen tvivl om at det er nemmere at fortsætte som før, men hvor længe kan vi blive ved. Det er små ændringer i systemet som de nye karakterændringer der får os op af stolene fordi de pårvirker os selv. Men er det mig der hidser mig op over en lille ting eller er alle de små ændringer en stor helhed der truer vores eksistens??

Virkelighedens chok

Tjaa Filippinerne er et overstået kapitel, det var en fed tur , men det ville blive en alt for lang historie som endda jeg selv ville finde kedelig. Nårh ja Højskolen er et overstået kapitel, en endnu længere historie, måske ville jeg ikke selv finde den så kedelig, hold op en masse gode minder, men de fleste ikke involverede i historierne ville nok føle sig lidt udeforstående..

Nårh ja men jeg kom jo hjem fra højskolen søndag, en rigtig god dag, men også en ret hård dag. Jeg synes selv jeg formåede at holde føelserne tilbage, men hold op hvor betyder de mennesker meget for mig, og tror måske endnu ikke at det er gået helt op for mig at det er slut .Måske er min hjerne bare ikke nået helt derhen i nu, men der er jo også så mange bekymringer den skal igennem inden jeg behøver at indse at højskolen virkelig er slut. Der er udddannelses spørgsmålene, bolig/kollegium, ansøgningerne, øknomien, job ansøgninger og for at det ikke skulle være løgn opdagede jeg at mine chancer for at komme ind på arkitekt i KBH er relativt små. Fatter simpelthen ikke at jeg har kunne se forkert sidste sommer, men jeg var overbevist om at snittet var 9,3, men det er det så ikke, så jeg risikere at ende i århus. Tja jeg burde vel være taknemlig over at kunne komme ind på mit drømme studie...men Århus, det er jo i Jylland. Ja ja det er måske heller ikke så slemt. Hvis nu Kristina kommer ind i århus, så kunne vi blive roomates igen, men hvad hvis hun ikke gør, så kender jeg ikke et øje i Århus. Så kan jeg gå og håbe at jeg kommer ind i kbh, men det er godt nok lang tid at gå i uvidenhed, men meget kort tid til at finde en lejlighed i århus.

Tja hvis det er svært at forstå det jeg skriver.. så er det i det mindste et realistisk billed af hvad det forgår inde i mit hoved.. Men hold op hvor slå virkeligheden pludslig hårdt...

Så handler det om Filippinerne

Meget snart skal jeg til Filippinerne..jeg kan næsten ikke vente, men det siger vel sig selv. Hvem ville ikke glæde sig til to uger nede i varmen. Men efterhånden som rejsen nærmer sig, kan det også mærkes at undervisningen fokusere mere i retningen af det fjerne asien. Trine hvores lærer har været fantastisk til at kombinere den almindelig tankegang der kommer i forbindelse med undervisningen, med en tankegang der hele tiden har filippinerne i baghovet. Hun fortalte også om sidste års tur, det var så spændende og endelig kunne vi danne os en skygge af hvilke oplevelser rejsen kan byde på. Vi havde også et par interviews hvor vi skulle gøre det klart hvad vi forventede og håbede at rejsen kunne byde på. Det gav et par sjove fortællinger om hajer, frøer i mudder og en manglende pool. Men alt ialt var det med til at sætte lidt konture på hvad der kommer til at ske. For det har sku været lidt svært at vide hvad man skal forvente, jeg har personlig aldrig været i asien, har aldrig set lud fattige mennesker og har aldrig været i kontakt med den asiatiske kultur, hvis man overhovedet kan kalde det det.

Højskolen

Så handler det om højskolen..fede oplevelser og knap så fede oplevelser